I 1994 var 55-årige Morten Bundgaard involveret i en trafikulykke, der ændrede hans syn på livet markant. I stedet for at gå i hundene over at have kostet en anden mand livet, beslutter han sig for at konfrontere sin vedvarende skyldfølelse, og ikke lade den påvirke resten af sit liv.

Af Le Overgaard Schjoldan Idskou

”Jeg skruer op for musikken og ruller vinduet ned. Det er det sidste jeg husker,” konstaterer Morten.

Det er en forårsdag i slutningen af april. Klokken er 11 og solens knivskarpe lys er for alvor ved at vågne efter vinterens mørke måneder. Den gyldne forårssol sender sine varme stråler og lange skygger ned over Silkeborgvej, ud af Aarhus. Solens position på himlen er så lav, at øjnene bliver udfordret, og det er næsten umuligt ikke at knibe dem sammen. Selv solskærmen i bilens forrude har sine grænser.

Morten sidder bag rattet i sin mors Peugeot 205, kørende hen ad Silkeborgvej. Inden City Vest, hvor vejen bliver bred. En vej han er vant til at køre på, eftersom Morten går på sin drømmeuddannelse i Silkeborg; Centeret For Rytmisk Musik og Bevægelse, der senere bliver en del af Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

Det næste Morten husker er, at han blinker øjnene op, og hans syn møder en mand klædt i grønt tøj med matchende maske og hue. Manden i det grønne tøj er læge, og siger til Morten, at han ligger på hospitalet. Han har været i et trafikuheld, hvor han har brækket nakken.

”Jeg forstod ingenting, men det første jeg gør, er at trække benene op under mig i en fart. Jeg havde jo brækket nakken,” fortæller Morten og uddyber ”det kunne jeg heldigvis godt, men min ene arm var helt lam.”

Den intuitive følelse, der rammer ham, er held. Han kan bevæge benene. Han er i live. Han føler sig heldig over at være sluppet billigt med en arm, der skal hjælpes i gang igen. Denne følelse bliver vendt på hovedet på et splitsekund, da han får at vide, at han har været i et frontalt sammenstød med en anden bil, og føreren af denne bil døde på stedet.

”Jeg følte mig uforskammet heldig,” fortæller Morten.

Sådan begynder fortællingen om Morten, der var involveret i et trafikuheld for 29 år siden. Et trafikuheld, som endte med at ændre hans tilgang til livet. At få ændret sit liv på et splitsekund er Morten langt fra alene om. Hvert år mister hundredvis af danskere livet i trafikken. En rapport fra Vejdirektoratet viser, at der i 2022 var 118 mænd og 36 kvinder, der mistede livet i trafikulykker. 154 mennesker. Og mindst lige så mange, hvis liv er blevet ændret fra ét øjeblik til et andet af selv samme ulykke – enten som pårørende, eller som skyldig.

Dødsfald som følge af frontalkollision

Ifølge Vejdirektoratets rapport fra 2022 er frontalkollisioner en af de tre mest hyppige årsager til dødsulykker i trafikken. 24% af alle dødsulykkerne i 2022 var som følge af frontalkollisioner. Det samme skete for Morten den 29. april 1994, da han uheldigvis mister bevidstheden bag rattet og kører frontalt ind i en modkørende bil.

”Det der var sket var, at jeg enten er besvimet på grund af solen, eller også er jeg faldet i søvn. Det finder vi aldrig ud af.”

En Renault 4. Det er sådan en Morten kører frontalt ind i, den forårsdag i april. En gammel variant. Sådan som postbiler så ud i gamle dage. Føreren af den gamle bil, er en mand på 70 år. Han dør på stedet. Idet de to bilers fronter møder hinanden, bliver ratstammen fra den gamle Renault presset ind i brystkassen på manden. Bag ham sidder hans kone, der brækker benet og hoften otte steder. På passagersædet foran sidder deres barnebarn. Hun slipper med en hudafskrabning.

Morten tager en dyb indånding og siger:

”Det fyldte helt vildt at vide, at på det samme hospital lå hans kone med brækket ben og hofte otte steder. Og mistet sin mand – og det var min skyld.”

Skyldfølelse og dårlig samvittighed er to centrale elementer hos personer som Morten, der er involveret i trafikulykker. Det siger Winnie Flensborg, som er uddannet cand.psych. og certificeret NLP træner. Winnie bliver, i samarbejde med Falck, blandt andet kaldt ud til ulykker, hvor der er akut behov for krisehjælp. Det kan være vognmænd, eller buschauffører der er kommet til at påkøre nogen.

”Chok fylder også en stor del hos de her mennesker. Og der kan endda gå lidt tid før de opdager, at det faktisk er et menneske de har kørt ned,” fortæller Winnie Flensborg.

Hun lægger desuden vægt på, at de her personer ofte ikke kunne have gjort noget anderledes, selvom skyldfølelsen fylder enormt meget. Derfor anbefaler hun på det kraftigste at få snakket om det, samt at få normaliseret det som en ulykke.

Et uventet besøg fra musiklæreren

Morten begynder også tidligt at tale med folk om sig. Allerede på tredjedagen, mens han ligger på hospitalet med nakkekrave, får han besøg af sin musiklærer.

”Hej Morten,” siger musiklæren og fortsætter ”Jeg skal hilse dig fra alle de andre, og så skal du lige høre en ting: ham du kørte ind i, det var min gode ven. Jeg har snakket med hans familie, og de siger alle sammen, at du skal sørge for at komme videre med dit liv.”

Desuden fortæller familien også, at Morten er velkommen til at kontakte dem, hvis han får brug for det.

Det er en vild melding at få for Morten. De havde hørt, at der ikke var alkohol indblandet. Han er glad for, at familien ikke er »skidesure« på ham, og det dulmer på den skyldfølelse, der fjerner fokus fra hans øverste nakkehvirvel, der er brækket.

Morten får, efter nogle dage på hospitalet, et stativ på hovedet, hvorfra der går fire pigge ind i kraniet på ham. Derudover får han en skinne på, der hænger sammen med et plastikskjold, som han har på uafbrudt i to-tre måneder.

”Langsomt blev min arm sig selv igen. Det var en mærkelig oplevelse at være fuldstændig lam og kunne se på sin arm og ikke kunne flytte den. Det var som om det var sådan en pølse. Og pludselig endte det jo med, at jeg faktisk kan spille klaver, guitar og sådan noget igen,” fortæller Morten.

Morten bliver efter et par måneder frigjort fra stativ og plastikskjold, og ulykken begynder at føles mere uvirkelig, eftersom Morten nu kan leve sit liv uden de store mén. Det prikker endnu mere til den allerede eksisterende skyldfølelse i ham. Han føler, det er uretfærdigt, at han var skyld i noget så forfærdeligt, og alligevel slipper uden mén.

Herefter beslutter han sig for at kontakte familien, til ham der døde. For at lære ham at kende, høre hvem var han og få en chance for at sige til de efterladte, at han er ked af det. Men også i et forsøg på at påtage sig en del af smerten. Morten får muligheden for at mødes med sønnen.

Det er blevet sommer, og solen står højt på den blå himmel. Morten bliver budt velkommen til duften af friskbrygget kaffe og sprøde rundstykker. Der løber en lille pige rundt ude i haven, og hun har det godt. Det er pigen, der sad på forsædet i den bil, han kørte ind i tilbage i april. 

Efter besøget og den gode snak hos familien, kan Morten tage hjem med en smule mere ro i maven. Han kan mærke, at sønnen oprigtigt er »okay« med det, selvom han var rigtig ked af at have mistet sin far.  

Retssystemets rolle

Det er ikke kun skyldfølelse, chok og dårlig samvittighed, der bliver en ufrivillig følgesvend efter sådan en ulykke. Der er også en retssag, der skal afvikles, hvor der skal vurderes om der er tale om uagtsomt manddrab. Peter Trudsø, der er uddannet advokat, har arbejdet med sager som disse. Han siger blandt andet, at det er en hård proces eftersom det er helt almindelige mennesker, der har været involveret i en ulykke.

”Det er en helt speciel sagskategori. Man står med nogle mennesker, der er fuldstændig knuste. Og der står nogle pårørende, der har mistet deres nære,” siger Peter Trudsø og fortsætter:

”Den type sager afvikles relativt hurtigt. Halvanden times tid. Efterfølgende er folk helt knækket,” tilføjer han.

Selvom det ikke er den del af retssystemets rolle, mener Peter Trudsø, at retssystemet behandler disse sager med yderst skånsomhed. De fleste af sagerne er grimme uheld, hvor det er ulykkeligt for alle parter, der er involveret. Han er derfor også klar over, at omsorg spiller en stor rolle som forsvarsadvokat for tiltalte i sager som disse.

Der kommer også en retssag, som Morten skal forholde sig til. Og selvom, at forsvarer Peter Trudsø nævner, at de fleste er helt knækket, føles det anderledes for Morten.

”Jeg havde det sådan, at jeg bare gerne ville tage straffen,” forklarer han.

Efter votering i retssagen bliver han dømt for uagtsomt manddrab, og mister desuden sit kørekort i et år. Herefter skal han til en ny køreprøve.

”Jeg var faktisk glad for at have mistet mit kørekort, fordi så var der faktisk en straf til mig,” siger Morten.

En ulykke, der ændrer livsforståelsen

Efter ulykken har Morten fået førligheden tilbage i sin højre arm og hånd, og kan fortsætte med at spille flygel.
Video: Le Overgaard Schjoldan Idskou

Selv efter 29 år, fylder denne ulykke meget i Morten og den påvirker hans tilgang til livet. En af de vigtigste ting, han har taget med sig fra ulykken, er, at han ikke vil være for hård mod sig selv. Han kæmper en hård kamp, og forsøger at acceptere det, der er sket – og komme videre. Morten beslutter sig for at skifte uddannelsesspor, efter at have holdt orlov fra sin musikuddannelse. Han søger ind på pædagogstudiet, så han har mulighed for at gøre en forskel for andre mennesker, og kombinere det med musikken.  

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.